AI-billeder er nu ved at være så naturtro, at de kan efterligne mennesker troværdigt. Her er 6 tips, der kan hjælpe dig med at spotte en deepfake.
GPT-4o og AI-billeder breder sig hastigt, og det er blevet lettere end nogensinde før at lave realistiske deepfakes. Den nye billedgenerator fra OpenAI kan skabe billeder, hvor kendte som Mette Frederiksen og Donald Trump fremstår, som om de er til stede i samme rum. Det rejser store spørgsmål om misinformation og manipulation.
Digital trendanalytiker Christiane Vejlø mener, at både medier og forbrugere skal være mere opmærksomme. ”Man bør i den grad træne og styrke sin skepsismuskel, hvis man vil undgå at blive uhensigtsmæssigt manipuleret af AI-genereret indhold,” forklarer hun til NetTjek24.dk.
OpenAIs GPT-4o kan skabe overbevisende deepfakes
OpenAI’s nyeste billedgenerator, GPT-4o, adskiller sig fra tidligere modeller ved at kunne generere billeder af kendte personer, hvilket tidligere har været forbudt. Det åbner for nye muligheder, men også for stor risiko.
”Nu står vi med en næsten hæmningsløs funktion i ChatGPT, som flere hundrede millioner af mennesker kan bruge,” udtaler tech-analytiker Marcel Mirzaei-Fard til DR.dk.
Det kræver ikke længere nogen særlig teknisk viden at få ChatGPT til at genere billeder, der rent faktisk ligner. Derfor er det vigtigere end nogensinde at kende tegnene på et AI-billeder.
Seks tips til at gennemskue AI-billeder
- Zoom ind på detaljerne: Kig efter uregelmæssigheder som slørede fingre, asymmetri eller manglende kropsdele. AI-billeder har fortsat problemer med at efterligne små, komplekse detaljer.
- Tjek kilden: Find frem til, hvor billedet først blev delt. Er det et troværdigt medie eller en ukendt SoMe-profil uden presseetisk ansvar?
- Brug detekteringsværktøjer: Tjenester som AI or Not og VastavAI kan give en indikation af, om billedet er AI-genereret. Brug dem som vejledning, ikke sandhed.
- Undersøg lys og skygger: Er skyggerne naturlige? Passer lysretningen med omgivelserne? AI laver ofte fejl i realistiske lysforhold.
- Se efter ulogiske genstande: Optræder objekter, der ikke giver mening i konteksten? AI forstår ikke altid logiske sammenhænge.
- Lav en billedsøgning: Brug Google til at undersøge om andre har brugt billedet. Findes det kun på hjemmesider, du ikke kender, kan det været en indikation på, at det måske ikke er ægte.
Christiane Vejlø opfordrer desuden til, at medier gør en indsats for at markere AI-indhold tydeligt. ”Nogle vil ikke markere det, fordi de decideret er interesserede i at snyde forbrugeren,” siger hun.
Derfor bør alle brugere optræne deres kritiske sans og være opmærksomme på, hvordan AI bruges i billedproduktion fremover. Teknologien er kraftfuld og fascinerende, men også fyldt med faldgruber.