Forskere vil bruge kunstig intelligens til at påvirke dine indkøbsvaner og gøre dig mere grøn og sund, når du handler dagligvarer på nettet
En ny danskudviklet kunstig intelligens skal nudge forbrugere til at vælge sundere og mere bæredygtige dagligvarer, når de handler online. Projektet hedder Nudge2Green og skal gøre det lettere at vælge grønnere madvaner uden at bruge tvang.
Bag projektet står forskere fra Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og Københavns Universitet i samarbejde med private virksomheder og fødevareorganisationer.
Formålet er at bruge teknologien til at fremme sundhed og bæredygtighed via små digitale skub i den rigtige retning.
Fra kvittering til grønne valg
Det bærende i projektet er appen Optius, der allerede bruges til at give overblik over dagligvareforbrug. Nu skal den opdateres med en AI-algoritme, der kan foreslå grønnere alternativer til eksempelvis kød, ost og sukkerholdige produkter baseret på brugerens tidligere køb.
“Vi vil gerne vise, at kunstig intelligens kan bruges til at gøre samfundet sundere og mere bæredygtigt – ikke kun til at øge salg,” fortæller Mahyar T. Moghaddam, lektor i software engineering ved SDU og leder af projektet.
Algoritmen skal bygge på store mængder data om fødevarers klimaaftryk, næringsindhold og kemiske stoffer. Sådan data eksisterer ikke i færdig form, så forskerne skal selv opbygge databasen og derefter teste, hvad der virker bedst i praksis.
Nudging og psykologi skal drive teknologien
På Aarhus Universitet arbejder forskerne med at designe nudging-strategier, der påvirker valg uden at skabe modstand hos forbrugeren. Det kan være gennem pop-up-vinduer, farvekoder eller venlige anbefalinger.
Projektet støttes af Innovationsfonden og EU og løber frem til 2027. Ifølge Food Organization of Denmark kan systemet også bruges af fødevarevirksomheder, der vil udvikle nye produkter eller ændre eksisterende sortimenter med fokus på sundhed og klima.