Padel-events for singler vinder frem i byklubber verden over – og sporten bruges nu som isbryder for tusindvis af nye dates.
Padel og dating bliver i stigende grad kombineret i byer som London, New York og Dubai, hvor padelklubber har succes med at arrangere events for singler. Flere arrangører beskriver padel som en ideel ramme for møder, fordi sporten altid spilles i par og kræver kommunikation.
Det betyder, at man automatisk kommer i dialog og skal samarbejde – noget som gør det lettere at skabe kemi og aflæse hinanden uden, at det føles akavet. Samtidig er padel let at gå til for begyndere, hvilket gør det til en oplagt datingsport.
Konceptet er blevet så populært, at det i nogle byer bliver omtalt som “den nye Tinder”. Det handler ikke om at vinde, men om at finde en partner at spille med – og måske også mødes igen efter kampen.
Tinder brugte padel i kampagne
Datingplatformen Tinder hoppede selv med på trenden og åbnede en pop up-padelbane i Stockholm for et par år siden. Her blev padel brugt aktivt som redskab i deres markedsføring.
Ifølge PrimePadel handler det om at bruge padel som en social katalysator. Sporten giver en uformel ramme, hvor man mødes på lige vilkår. “Padel er ikke bare sport – det er social gnist,” lyder det fra arrangøren bag, som ikke ser trenden aftage foreløbig.
I takt med at flere storbyer åbner for kombinationen af sport og dating, er der også begyndt at dukke padel-events op i europæiske byer som København og Berlin.
Flere padel-turneringer på vej i Danmark
I Danmark meldes der også om stigende interesse for padel i sociale rammer. Flere klubber har allerede afholdt events med fokus på netværk, og ifølge Padel i Danmark er det oplagt at udvikle formater rettet mod singler.
“Padel er oplagt som mødested, fordi man hurtigt falder i snak og får noget at grine af,” fortæller en lokal arrangør fra København.
Padel har ifølge Dansk Idrætsforbund oplevet markant vækst siden 2020, og sporten er i dag blandt de hurtigst voksende i Danmark. Det kan derfor være et spørgsmål om tid, før padel-dating events bliver hverdag i hele landet.