En ny undersøgelse viser, at FOMO opstår, fordi man savner fællesskab. Det handler sjældent om selve oplevelsen.
Følelsen af FOMO – “fear of missing out” – opstår sjældent, fordi du går glip af noget sjovt. Det handler i langt højere grad om de mennesker, der er sammen uden dig. Ny forskning fra tre marketingforskere viser, at det sociale aspekt er nøglen til at forstå, hvorfor FOMO kan opstå.
I en række eksperimenter blev det tydeligt, at folk ofte føler større FOMO over at misse sociale begivenheder med deres nære relationer end over store, sjove events uden dem. For mange handler det ikke om selve begivenheden, men om frygten for at ryge ud af det sociale fællesskab.
Ifølge forskerne Jacqueline Rifkin, Barbara Kahn og Cindy Chan handler FOMO i høj grad om relationer. Når man ikke er til stede, hvor andre knytter bånd, melder usikkerheden sig: Bliver de andre tættere med hinanden? Bliver jeg glemt? Udelukket? FOMO bliver i den sammenhæng en reaktion på følelsen af social usikkerhed.
FOMO opstår, når du føler dig socialt udenfor
Forskerne bag studiet, som er offentliggjort i Journal of Personality and Social Psychology, har undersøgt FOMO i over ti år. Deres konklusion er klar: FOMO opstår, når mennesker oplever, at de går glip af noget socialt vigtigt – ikke nødvendigvis noget sjovt.
Et eksempel fra undersøgelsen illustrerer paradokset. En familie planlægger et krydstogt til Antarktis med udsigt til pingviner og isbjerge. Alligevel er børnene mere kede af at skulle misse en fodboldkamp. Det handler ikke om eventets indhold, men om det fællesskab, man går glip af.
Følelsen bliver ofte forstærket hos personer med et såkaldt “ængsteligt tilknytningsmønster” – personer, der i forvejen frygter at blive afvist eller ekskluderet. For dem kan sociale medier være en katalysator for FOMO, fordi de konstant konfronteres med begivenheder, hvor de ikke er med.
“Vi fandt, at jo mere ængsteligt en person var tilknyttet, jo kraftigere oplevede vedkommende FOMO,” fortæller Jacqueline Rifkin.
Begrebet blev født i begyndelsen af 00’erne
Selvom FOMO først blev et mainstream-begreb i de seneste år, har det eksisteret i forskellige former i årtier. Udtrykket blev for alvor kendt i begyndelsen af 2000’erne, hvor det blev brugt i forbindelse med sociale medier og den stigende tilgængelighed af andres liv gennem digitale platforme.
FOMO blev populært som et udtryk for den uro og usikkerhed, mange følte, når de så billeder og opslag fra begivenheder, de ikke var inviteret til. Det blev hurtigt anerkendt som en psykologisk reaktion, der kan påvirke både humør og selvværd.
I dag bruges begrebet i bred forstand, men forskningen understreger, at det er det sociale fravær – og ikke selve begivenheden – der udløser følelsen.
“Det er ikke koncerten eller maden, der skaber FOMO. Det er den tabte mulighed for at være en del af et socialt øjeblik,” siger Cindy Chan.
Selv triste begivenheder kan skabe FOMO
Noget af det mest overraskende i forskningen er, at FOMO ikke kun opstår ved sjove eller eftertragtede begivenheder. Folk kan også føle FOMO ved at gå glip af kedelige eller ubehagelige situationer – så længe andre fra deres sociale netværk er til stede.
Et eksempel er en fælles oprydning efter en fest eller deltagelse i en begravelse. Begge situationer kan skabe stærke sociale bånd, og netop dét er, hvad man frygter at miste. Det handler om samhørighed – ikke om underholdning.
Sådan kan du mindske følelsen
Selvom mange råd mod FOMO handler om at skrue ned for brugen af sociale medier, peger forskerne på en anden metode. Den mest effektive strategi handler ikke om at afskære sig, men om at minde sig selv om de relationer, man allerede har.
I forsøget blev deltagerne bedt om at tænke på en god oplevelse, de tidligere havde haft med deres venner. Herefter oplevede de mindre FOMO end kontrolgruppen, der blot blev eksponeret for begivenheder, de var gået glip af.
“Det hjælper at genkalde sig tidligere sociale oplevelser. Det skaber tryghed i de relationer, man allerede har,” fortæller Barbara Kahn.
FOMO behøver altså ikke fylde så meget i hverdagen. At minde sig selv om, at man er en del af et fællesskab, kan være nok til at dæmpe følelsen. Og med det i baghovedet er det måske nemmere at finde ro i at blive hjemme, selv når man ikke er med, hvor det sker.
