Efter udgivelsen af albummet ’LOVEFLOW’ vender Saveus tilbage til scenen med tre store koncerter i København, Aarhus og Aalborg i efteråret 2026.
Saveus, alias Martin Hoberg Hedegaard, er klar til at indtage landets største scener, når han til efteråret 2026 tager på en ny turné. Med udgangspunkt i det nye album LOVEFLOW, der udkom den 7. november 2025, spiller han tre koncerter i Royal Arena, Aarhus Congress Center og Aalborg Kongres & Kultur Center.
Turnéen bliver Saveus’ hidtil mest ambitiøse, hvor publikum kan forvente både klassikere som Ready To Die og Himalaya samt nye sange fra LOVEFLOW. Albummet er et personligt værk, der kredser om rødder, kærlighed og forandring – og det har allerede fået stor opmærksomhed for sin ærlige lyd og tematiske dybde.
Samtidig oplever Saveus succes med singlen Vil du noget?, et samarbejde med Guldimund, der har ligget nummer ét på Spotify i flere uger.
“Det bliver nok de store følelser fra provinsen, nærhed og den høje energi, man allerede kender fra en Saveus-koncert. Drengene og jeg glæder os ustyrligt meget til at komme i gang,” fortæller Martin Hoberg Hedegaard.
Tre koncerter i landets største byer
Turnéen starter i Royal Arena i København den 24. oktober 2026, fortsætter til Aarhus Congress Center den 30. oktober og afsluttes i Aalborg Kongres & Kultur Center den 31. oktober.
Billetsalget åbner den 14. november klokken 10.00 via tix.to/saveus, mens fans kan få adgang til presale fra den 12. november ved at tilmelde sig Saveus’ nyhedsbrev.
Det nye album LOVEFLOW blev skabt i samarbejde med producer Søren Buhl Lassen, der tidligere har arbejdet med navne som Guldimund, Blaue Blume og Lucky Lo. Albummet markerer første gang, at Saveus har haft en fast samarbejdspartner gennem hele processen.
“Det var fedt at opleve, hvor godt det nye materiale virkede live allerede sidste år. Nu hvor albummet er ude, kan vi skabe en helt ny Saveus-koncert,” siger Hoberg Hedegaard.
Et album om rødder og forandring
LOVEFLOW består af ti sange, der kredser om livet i provinsen og de fællesskaber og grænser, der former os. Albummet bevæger sig mellem storladne produktioner og mere håndspillede, nære sange – et udtryk for Saveus’ musikalske udvikling.
På numre som Billions og titelnummeret Loveflow møder publikum de store, følelsesladede arrangementer, han er kendt for, mens sange som Rush og Bloom viser en mere organisk side af hans lydunivers.
Efter flere års pause fra de store scener er Saveus nu klar til at samle sit publikum igen – både med nye fans og dem, der har fulgt ham siden gennembruddet.

